Køle-/fryseskabe - problemer​

Mælken bliver sur

Mælken har stået forkert i køleskabet

Mælk er meget overfølsom for temperaturudsvingninger. Hvis mælken står for længe på spisebordet, kan den ikke holde sig så længe, som der står på kartonen.

Tag kun det mælk ud af køleskabet, som skal bruges.

Mælken har stået forkert i køleskabet

Når der er +5C i midten af køleskabet, er der varmere over midten og koldere under midten. Hvis mælk bliver placeret på de øverste hylder i køleskabet, bliver den sur inden sidste salgsdag.

Opbevar mælk i den nederste dørhylde eller på den nederste hylde over grønsagsskufferne.

Rimer meget til

Fugtig luft trænger ind i fryseren

Al rim i en fryser skyldes fugtig luft, som er trængt ind i fryseren. Dette sker ved normal åbning/lukning, f.eks. ved ilægning af varer. Derfor er en regelmæssig afrimning også nødvendig for, at fryseren kan arbejde optimalt.

Vedvarende rimdannelse kan skyldes, at døren står på klem, eller at skufferne ikke er skubbet ordentlig ind, hvorved de forhindrer døren i at lukke korrekt. Det kan også skyldes, at tætningslisten ikke slutter tæt til karmen, hvilket kan indebære, at et servicebesøg er nødvendigt.

Undersøg om døren slutter tæt og om den evt. glider op efter lukning.

Svær at åbne

Undertryk inde i skabet skal udlignes

Luften inde i produktet ”krymper” efterhånden, som den bliver koldere. Dette kan undertiden danne et undertryk, og derved gøre det svært at åbne døren. Hvis døren lukkes hurtigt, vil der blive presset luft ud, og det kan tage flere minutter, før undertrykket er udlignet og døren kan åbnes uden store kraftanstrengelser.

Vent med at åbne døren.

Temperaturen er for høj

Produktet er opstillet i et koldt rum

En langt overvejende del af køle/fryseskabe har i dag kun én termostat og én kompressor. Produkterne virker optimalt ned til en omgivelsestemperatur på +10°C.

Falder omgivelsestemperaturen til under +10°C i en længere periode, vil temperaturen i fryseafdelingen begynde at stige. Dette skyldes, at temperaturen i køleafdelingen, hvor termostaten er placeret, forbliver under den normale temperatur (+5°C )

Dette alt sammen på grund af de store intervaller, hvor kompressoren ikke kører.

Undersøg om produktet står i kolde omgivelser f.eks. uopvarmet køkken, udhus, udestue eller garage. Hvis det er tilfældet, er det sandsynligvis årsagen til problemet. Produktet ikke er egnet til opstilling i disse omgivelser og bør flyttes til et område med en varmere omgivelsestemperatur.

Vand i køleskabet

Blokeret afrimningsslange

Slangen, som leder afrimningsvandet væk, er blokeret. Dette kan ske, hvis emballage eller madvarer rører ved den kolde fordamper og fryser fast. Ved afrimning vil små stykker af emballagen eller madvarerne glide med afrimningsvandet ned i slangen og blokere den.

Dårlig lugt

Stærkt lugtende madvarer afgiver lugt til omgivelserne

Madvarer som f.eks. citron, løg og røgvarer kan afgive lugt til selve køleskabet, og de øvrige madvarer kan komme til at smage af det.

Pak stærkt lugtende madvarer i luft- og lugttætte beholdere.
Opbevar stærkt lugtende madvarer langt fra varer som mælk, æg og ost, som meget let optager lugt fra andre madvarer.

Spild i lister

Det er spild, som er løbet ind under tætningslisten i bunden af døren eller ind under listen rundt om hylden.

Rengør tætningslisten. Tag glashylderne ud og afmontér listerne. Gør grundigt rent inde i listerne. Brug Rodalon.

Rester af madvarer i afrimningsskålen bag på skabet

Madvarer, som rører ved bagvæggen fryser fast til bagvæggen. Når isen smelter og løber ned i afløbshullet, vil små stykker af madvarer løbe med. De bliver nu varmet op i afrimningsskålen, som er placeret oven på kompressoren og begynder at afgive lugt.

Træk skabet ud og rengør afrimningsskålen bag på skabet.

Fjern rådden lugt med yoghurt

Mad har stået for længe i køleskabet, eller frostvarer har været tøet op og begynder at rådne.

Gør skabet rent med yoghurt, som er den mest effektive måde at fjerne rådden lugt på. Vask skabet. Smør det ind i yoghurt. Lad det sidde på ca ½ døgn. Mælkesyrebakterierne fra yoghurten vil spise forrådnelsesbakterierne. Vask yoghurten af efter ½ døgn.

Kølemidler kan aldrig give lugt

Kølemidlerne er lugtfrie, og en udsivning vil bevirke at produktet ikke virker.

Kabinettet bliver varmt

Varme udenpå skabet betyder, at der er kulde inde i produktet

Forskellige områder på kabinettet bliver varme, ligesom kompressoren også bliver meget varm under drift. Men det er ingen fejl, nogle steder kan temperaturen nå op på 100ºC. 

Området mellem dørene har på nogle produkter indbygget et varmelegeme, som forhindrer kondensering på dette sted. 

Ligeledes er rør fra kondensatoren bag på skabet ført frem og rundt i forkanten på kabinettet for at holde tætningslisten fleksibel og tætsluttende samt for at forhindre kondensering på siderne af skabet. Al den varme som afgives på disse steder, er varme, som er fjernet fra madvarer inde i skabet. Hvis skabet lige er fyldt, eller døren ikke har været lukket korrekt, vil kabinettet føles varmere end normalt. Dette er kun et godt tegn på, at produktet arbejder effektivt.

Kondensvand på ydersiden

Skabet er opstillet på et koldt og fugtigt sted

Kondensering på ydersiden af kabinettet kan forekomme, hvis produktet er placeret på et uhensigtsmæssigt sted, så som i en garage eller et uopvarmet udhus. En isoleringsfejl i produktet vil ofte få skylden for denne kondensering. En kondensplet på 10-15 cm kan godt skyldes en fejl i isoleringen. Men hvis kondenseringen optræder i store områder flere steder på kabinettet, skyldes det omgivelserne, hvor produktet er opstillet. Dette kan også ske i et helt nyt hus, hvor diverse beklædninger af vægge og gulve ikke er helt gennemtørret.

Opstil produktet, hvor der er tørt og stuetemperatur.

Larmer

Cirkulationslyd - bobler/syder/klukker

Et kølesystem har et vist lydniveau, når det arbejder. Lydene kan beskrives som en klukkende, susende eller dryppende lyd. Disse lyde skyldes kølemidlet, som cirkulerer i rørsystemet. Forudsat at disse lyde ikke er ekstreme, må de betragtes som helt normale.

Kompresserstøj - summer/lyder metallisk/vibrerer/bumper

Kompressoren er en motor, som driver en pumpe. Dette vil frembringe en summende eller pulserende lyd. Frost-free produkter har desuden en blæser indbygget i kabinettet til cirkulation af luften. Dette frembringer en hvirvlende eller blæsende lyd. En skarp knækkende lyd kan være rørsystemet, som udvider eller trækker sig sammen, alt efter om skabet afrimer eller køler/fryser. Alle disse lyde må betragtes som normale.

Kabinetstøj - knækker/banker/klikker

Det er ekspansionslyde ved afrimning, og det er en helt normal reaktion mellem kabinet og fordamper. Det er en termisk ekspansion mellem komponenterne. Vær ikke urolig, produktet arbejder korrekt og knække-/banke lyde hverken ødelægger eller forringer strukturen og ydelsen. Lyden kan forekomme flere gange om dagen.

Vibrationslyde - vibrerer/rasler

Undersøg om rørsystemet bag på produktet rører ved kabinettet eller bagvæggen. Dette har ingen indflydelse på produktets ydeevne.

Klikkelyde

Det er termostaten, der styrer kompressoren, som kan give svage klik, når termostaten slår til og fra.